Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Aflevering og afhentning

Aflevering af barnet

Vi anbefaler at barnet afleveres ind i en aktivitet med en tryg voksen. Vores erfaring fortæller os, at barnet dermed hurtigere kommer i gang med dagen og finder sammen med kammeraterne. Hvis jeres barn kan vinke selvstændigt, kan de sidde i vinkevinduet inde på stuen og vinke farvel til jer. Den voksen tilstede vil derefter støtte dem ind i en aktivitet. 

En kort aflevering er oftest bedre end en lang, og giver barnet større tryghed. Hvis I oplever at det er svært at aflevere, så henvend jer til en medarbejder når I er klar til at sige farvel, så hjælper de. Har det været en svær aflevering, er I altid velkomne til at ringe til stuen og høre hvordan jeres barn har fået det efter I er gået. 

Afhentning af barnet

Når barnet hentes er det vigtigt at sige farvel til personalet, så vi ved, at barnet er taget hjem. Det giver os også mulighed for at fortælle, hvis der er sket noget særligt i løbet af dagen eller bare den lille ”gode historie”. Hvis barnet skal hentes af andre end forældrene, skal personalet have besked. Vi udleverer ikke børn til andre end barnets forældre, medmindre vi på forhånd er blevet fortalt, at andre henter. Hvis forældrene bliver forhindret i at hente barnet på det skrevne tidspunkt, skal der gives besked til personalet så hurtigt som muligt.

Når vuggestuen lukker, skal alle være klar til at gå fra huset. Det er derfor en god ide at komme 15 minutter før lukketid.